Til dig Emil min helt specielle guldklump 3 år gammel...
Kære lille du som kom til verden med alle dine udfordringer, alligevel tog du os alle med storm og gik direkte i hjertet på de du har mødt på din vej.
Hele vores eventyr startede med to fine lyserøde streger en kold november dag i 2007, vente tiden var lang men endelig en lidt overskydet fredag i Juni fik vi lov at møde dig, det regnede noget den dag men lige omkring kl 12.30 brød solen helt symbolsk igennem og du blev født kl 12.42. Desværre var ik alt som forventet, det viste vi jo godt men alligevel viste vi ikke havd vi kunne forvente da vi skulle møde dig.
Jeg kan huske en af mine væste tanker var at jeg forestillede mig en lille babykrop med et hoved som lignede morten fra morten og peter, hehe ja jeg kan vist godt sige jeg var lidt spændt opå hvordan mit barn med Downs syndrom ville se ud, om du ville ligne alle andre med Downs eller om du ville ligne din far og jeg. Men mine bekymringer blev fejet helt af boret, du kom ud og var så smuk, smukkere end jeg nogen sinde havde forestillet mig at din far og jeg kunne have lavet dig. Med små øjne kiggede du på mig da sygeplejesken løftede dig hen til mig efter du havde fået tøj på så jeg lige kunne nå at hilse på dig inden du straks efter blev båret på Rigshospitalets neo afdeling, Far og resten af teamet som bestod af 2 børnelæger, en børnehjertelæge, to ekstra sygeplejesker og en anæstilæge(og så var der al personalet der "hørte" til mig oven i) fulgte dig på vej mens jeg blev syet sammen efter kejsersnittet.
Efter 7-8 lange timer på opvågningen i selskab med mormor kunne jeg endelig komme ned og se dig, du var så fin og lå så sødt i din guleseng med mormor's hjemmestrikket hue på, far havde puttet dig så fint og passet så godt på dig. Det hele var så voldsomt for ikke nok med du havde et kæmpe drop, nej de havde også lagt dig i c-pap og du havde en masse måle udstyr på. Jeg havde aldrig forestillet mig noget lign. og slet ikke at de skulle gøre så meget på dig men alligevel føltes det så naturligt at få dig lagt på mit bryst og vi bare kunne ligge og slappe af og nyde hinanden sammen. Sygeplejesken var flink til at hjælpe med ledninger og c-pap så der ikke gik kludder i det hele.
Den dag, den 20. Juni 2008 var en dag med meget blandet følelser og vi var dem alle igenenm, tåre, glæde, bekymringer, angst og en total lykkerus. Jeg var så rad for om verden ville kunen se hvad jeg så, en smuk og unik dreng klar på livet.
Klar på de udfordringer du måtte blive stillet overfor og klar til at kaste din kærlighed på folk du møder.
Fra den dag var mit liv så forandret, jeg elskede dig fra første øjeblik selvom jeg var bange for om jeg gjorde det rigtigt og godt nok om den kærlighed jeg kunne give var godt nok til dette lille unikke menneske du var og stadig er!
Jeg er så stolt over at være blevet din mor Emil, så stolt over at du kom ind i mit liv og lærte mig at leve, lærte mig at værdsætte ting jeg ellers ikke havde gjort og lærte mig at elske ubetinget!
Næsten 3 år er der gået fra vores første møde og min kærlighed til dig er vokset så meget siden, vi har holdt ud i krise situationer, holdt i hånd gennem svære tider, jeg har sendt dig gennem flere udfordringer og gennem ting jeg aldrig havde forestillet mig men alt er blevet gjort i kærlighed og når du i morgen står op som en drneg på 3 skal du bare vide at jeg har elsket den rejse du har taget os med på ind til nu og glæder mig til at se hvor vi ender engang langt ude i fremtiden....